Nogle raad til kvindelige turister

Følgende står å lese i DNT sin årbok fra 1887:

"Turistvæsenet har nu henved en menneskealder ret floreret i vort land. En ikke ringe brøkdel af turistene tilhører det saakaldte "svagere" kjøn, og man skulde derfor tro at de kvindelige turister havde havt fuld anledning til at samle erfaring med hensyn til maaden hvorpaa man hehageligst foretager en fodvandring, Efter i to somre at have tilbragt nogle uger paa en turiststation har nedskriveren af disse linjer imidlertid havt anledning til at bemærke, at de kvindelige turister med hensyn til udstyr endnu i ringe grad har vidst at drage de vundne erfaringer til nytte. Jeg har derfor troet at nogle raad eller vink grundet paa personlig erfaring kunde være velkomne.

Bestil hos en skomager et par solide turist-snørestøvler. Saalerne skulde være dobbelte, skjæve, brede. Strømper to, helst tre par solide uldstrømper. Kjolen bør gjøres af et heluldent, mørkt, solid stof, saa glat og enkelt som mulig. Plisséer og lignende samler kun støv og smuds. Helskaaret kjole er meget upraktisk. Da man kun har den ene, er det ved tørrescener en stor fordel at kunne beholde overdelen paa, der skjelden bliver vaad, mens skjørtet ophænges til tørring. Af skjørtet behøves ikke mere end de to man har paa; et kulørt flanels eller strikket underskjørt, og et mørkt, glat velour eller cheviot overskjørt. Af undertøi tager man i randselen et eller to sæt eftersom vegten tillader. Af reisetøi behøves en vest eller kufte, en regnkaabe (slængefacon) og et vamt reiseshawl. Disse sager indsurres fast i et stykke seildug og anbringes oven paa randselen.

Er det forsvarlig at sende damer alene på fjeldvandring? Uforsvarlig er det ikke, men har damerne anledning til at faa herrefølge, maa dette betragtes som en stor vinding. En erfaren, ældre turist - helst en slægtning - (man kommer paa en fodtur i mangeslags situationer, undertiden derlikate nok), kan i væsentlig grad bidrage til at gjøre turen behagelig"